Deltagerne oplever effekten af fælles leg med sæbebobler i legegruppen

Temadag om Sammen om børn holdt fokus på at ’gøre’

’Vi har over noget tid været i gang med at planlægge en temadag for ledere, hvor vi vil formidle, hvad der er kommet ud af det projekt, som vi i distrikt Hedegården og distrikt Baltorp har brugt rigtig meget tid og mange kræfter på de seneste år.’ Sådan lød det i invitationen til temadagen for Sammen om børn, hvor samtlige af kommunens pædagogiske ledere og ledere fra Center for Børne- og Ungerådgivning var inviteret.

På temadagen, som blev holdt d. 12. december 2024, blev de fremmødte inviteret med ind i kernen af fællesskabsformerne for at få indblik i nogle af de erfaringer, som medarbejderne i Distrikt Hedegården og Distrikt Baltorp har gjort sig med at skabe nye veje til meningsfulde fællesskaber. 

Vi skal ’gøre’ sammen

- En af pointerne i projektet er, at forandringer ikke sker ved, at man får at vide, hvordan man skal gøre, men ved at der bliver stillet et rum til rådighed, hvor man som forælder kan få konkrete erfaringer indlejret i kroppen og derigennem gør det til sit eget. Derfor vil vi ikke bare ‘tale på jer’ i dag, vi vil ‘gøre sammen’, indledte distriktsleder i Distrikt Baltorp, Helle Kristensen, inden dagens program for alvor gik i gang. 

Det første deltagerne fik lov at opleve var betydningen af et godt værtskab, som har været et tilbagevendende fokus i mødet med forældre og børn. Blandt andet blev de modtaget af dagens værter allerede ved indgangen af bygningen og fulgt hele vejen derfra og hen til lokalet, hvor de fik en lille goodiebag med forskellige sager til dagen. 

Lotte Stenz, leder af sundhedsplejen, var en af dem der deltog i dagen, og hun værdsatte den energi, der var blevet lagt i at forberede dagens program.
- Jeg synes, det var en rigtig god og velplanlagt dag, som på en sjov og kreativ måde viste indholdet i projektet og hvilke metoder der har været anvendt. 

Christel, souschef i distrikt Hedegården, introducerer teorierne for de fremmødte.
CHristel, souschef i distrikt Hedegården, fortæller om nogle af de teorier og overvejelser, der ligger bag fundene i Sammen om børn.

Sansning, sangleg og sæbebobler

Som dagen udfoldede sig, blev der afholdt fire forskellige workshops med eksempler på forskellige fællesskaber. De foregik alle i samme rum, så deltagerne skiftevis kunne være med og observere.

Til at holde den røde tråd og rammesætte de forskellige workshops, præsenterede Anette og Christel, distriktsleder og souschef i distrikt Baltorp, det teoretiske afsæt for projektet, og bandt løbende forståelses-sløjfer på de ting deltagerne oplevede. 

Lotte Stenz var især begejstret for en demonstration af babycaféen, hvor seks af deltagerne blev budt med ind i en cirkel for at mødes om både sansning, sangleg og sæbebobler, som man ville gøre med forældre og børn undervejs i deres barsel.
- Det lille rollespil med babycaféen var særligt sjovt for mig, da det er en indsats som ligger i forlængelse af sundhedsplejens indsats i projektet i form af det fælles hjemmebesøg.

Trine Vedel, pædagogisk leder i børnehuset Ellekilde i distrikt Skovlunde, blev også inspireret af de mange indspark, hun fik fra de forskellige workshops. 
- Det var inspirerende at blive mindet om, hvordan man med relativt enkle greb kan skabe nogle magiske øjeblikke gennem leg med børnene. Samtidig gav det også blod på tanden i forhold til selv at afprøve nogle ting. Jeg havde for eksempel personalemøde samme aften, hvor jeg inddrog flere af legene fra dagen for at vise personalet: ’Prøv at se, hvor meget det kan give, når man deler bare et splitsekund sammen i leg - uden at det kræver alverden’. Så jeg tror helt sikkert, at det er noget mange kunne få glæde af.

Opsamling og tak for i dag

Inden dagen blev rundet af nåede Lotte Aabye, Lærings- og Udviklingschef i afdeling for Pædagogik og Læring, at byde ind omkring evalueringen, som også er godt undervejs. 

- Der har været brug for vedholdenhed, fleksibilitet, opfindsomhed og lydhørhed i forhold til familierne og børnene, som i sidste ende skal have gavn af projektet. Derfor er det også med stor glæde at kunne stå med en evaluering, der peger på, at Sammen om børn har fundet frem til vigtige virksomme ingredienser, som også fremadrettet vil kunne styrke en fællesskabende praksis i Ballerup Kommune. En praksis og et mindset som bidrager til, at endnu flere børn og deres familier i Ballerup kan indgå i værdifulde fællesskaber, der bidrager til trivsel og udvikling.

Farverige puder ligger klar i en cirkel til legefællesskab
Der var lagt puder klar til når de fremmødte skulle deltage i fællesskaberne, så de kunne gøre det mens de sad blødt.

Seneste nyheder