Forældre, pædagog og barn interagerer og leger ved legehus

Ambitiøst projekt skal styrke småbørns muligheder

Alle børn skal have lige muligheder for en god start på livet. Ballerup Kommune har fået støtte fra Nordea-fonden til et nyt 3-årigt projekt på småbørnsområdet. Projektet hedder 'Sammen om Børn' og berører godt 1.000 børn

Det er vigtigt at komme godt fra start. Ballerup Kommune har gennem de senere år derfor prioriteret ekstra ressourcer til at give kommunens mindste borgere en god start på livet. Nu får børneområdet millionstøtte til at iværksætte en ekstra indsats for de 0 - 6 årige. 

Kommunen har fået støtte af Nordea-fonden til et ambitiøst projekt, der kort sagt skal hjælpe børn med at få en god start på livet. Grundpillen i projektet bliver at udvikle og afprøve nye former for fællesskaber mellem børn, forældre og fagprofessionelle for at se, om det styrker børnenes trivsel, udvikling og læring.

Projektet hedder "Sammen om Børn" og løber fra 2021 til 2024. Nordea-fonden støtter projektet med 6,2 millioner kroner, og Ballerup Kommune matcher støtten med et tilsvarende millionbeløb.

Borgmester Jesper Würtzen glæder sig over fondsstøtten, da det giver mulighed for at gøre en ekstra indsats for de helt små børn. 

- Vi har høje ambitioner på alle børns vegne i Ballerup Kommune. Det gode børneliv betyder meget for os, så jeg håber, at projektet vil vise, at vi kan få flere børn til at trives fra en tidlig alder ved at gribe vores samarbejde og inddragelse af forældrene an på en ny måde. Det kommer børnene til gode både nu og senere i livet, siger Jesper Würtzen.  

Henrik Lehmann Andersen, der er direktør i Nordea-fonden, ser også et potentiale i projektet.

- Tilknytning og fællesskaber er essentielt, når barnets hverdag skifter scene fra hjem til institution. Ballerup-initiativet vil bidrage med ny viden og inspiration til alle, som har ansvaret for den daglige kontakt med de små i overgangen til institutionslivet, siger Henrik Lehmann Andersen. 

Hedegården og Baltorp i fokus

Omdrejningspunktet for projektet bliver to udvalgte områder i kommunen, Distrikt Hedegården og Distrikt Baltorp. Distrikterne har 10 børnehuse til sammen og i løbet af projektperioden vil over 1.000 børn blive berørt af projektet. 

Præcis hvilke indsatser der bliver tale om ligger ikke fast endnu. Projektet lægger nemlig op til, at indsatserne findes undervejs i fællesskab med forældrene, da det afhænger af, hvad de har brug for. 

Det eneste der er sikkert er, at de alle sammen kommer til at handle om at være sammen om børnene på en ny måde. For de helt små børn og deres forældre kunne det fx være et forsøg med at starte samarbejdet mellem hjem og dagtilbud op tre-fire måneder før første dag i vuggestuen eller dagplejen. For de lidt større børn kunne det være et forsøg med 'legelørdage' for alle forældre og børn i udvalgte børnehuse for at se, om det hjælper med at fastholde de gode fællesskaber i barnets første leveår.

Ny viden bliver nødvendig

Der går dog lidt tid, før forældrene for alvor kommer til at mærke noget til projektet. Det involverede personale skal først igennem et intensivt kompetenceudviklingsforløb, som efter planen starter i løbet af 2021.

Ballerup Kommune samarbejder med Københavns Professionshøjskole om projektet, og de sørger for, at personalet får et stærkt fælles afsæt.

- Ny viden bliver nøglen til, at projektet lykkes. Vi vil gøre vores bedste for, at vores i forvejen dygtige personale vil blive klædt på til at sætte ind og støtte op om tilknytningen mellem børn og forældre på nye måder, siger Peter Als, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Ballerup Kommune.

Forløbene kommer til at foregå i Ballerup, så personalets nye viden kan kobles direkte sammen med de konkrete erfaringer fra hverdagen. Senere skal erfaringerne fra projektet udbredes til de øvrige dagtilbudsdistrikter i kommunen og blandt andet deles med andre kommuner i Danmark. 

Fakta

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Fonden uddeler også legater til studieophold i udlandet og tilbyder legatboliger til internationale kapaciteter.

Seneste nyheder